Kontakt os
 
 
 
Vis alle nyheder

Tryghed til at skændes

Tryghed til at skændes

 

Af Anne Krogh Sørensen

Selv om hustruen er terapeut og man selv arbejder med bløde værdier, er det ikke nogen garanti for et perfekt og dynamisk parforhold. Det måtte Jørgen Keinicke sande, da konen tog ham med i parterapi.


»Da min kone ville have mig med til parterapi, sagde jeg det samme, som de fleste mænd sikkert siger i den situation: »Hvorfor det? Vi har det da meget godt.« Jeg var nok bange for at opdage, at vi ikke havde det så godt, som jeg bildte mig ind.«

 

52-årige Jørgen Keinicke og hans hustru, Sybille Keinicke, havde kendt hinanden i ti år, da de gik i parterapi for fem år siden. Det skete som et led i Sybilles videreuddannelse til parterapeut, men viste sig også at være tiltrængt i deres forhold.

»Vi var nået til det punkt, som alle forhold når til, med mindre man kæmper imod: Vores ægteskab var blevet mageligt og praktisk. Hverdagens rutiner var sat ind, og vi var blevet så rutinerede i at være sammen, at vi tog hinanden for givet,« fortæller Jørgen Keinicke, der er selvstændig managementkonsulent og organisationspsykolog.

Jørgen og Sybille var i terapi hos imago-terapeut Jette Sinkjær Simon, som for nylig har udgivet bogen »Imago - kærlighedens terapi«. Imago er specielt udviklet til par, og det var netop denne terapiform, Sybille gerne ville lære at tilbyde sine klienter.

Men først måtte hun og Jørgen altså selv gennem møllen. Det betød både, at nogle ret alvorlige, konkrete problemer kom frem i lyset, bl.a. hans frygt for at miste hende. Og det betød, at parret i dag er bevidste om, hvordan de kan holde deres forhold i live, så det ikke igen sander til i magelighed og rutine.

»Vi har de samme udfordringer som alle andre par: Man har for travlt til daglig og føler, at det er svært at finde ro og tid til at tale sammen. Og når der så endelig er tid, så skal vi da hygge os med noget rødvin og god mad. Så skal vi da ikke bruge tiden på at sidde og snakke om problemer... men en dag ryger proppen jo alligevel af og det hele vælter frem, og så kan det ofte være for sent,« siger Jørgen Keinicke.

Han tror, at det ofte kvinden, der er mest følsom og reflekterende og får trukket manden med, når krisen begynder at kradse. »Manden siger nok tit som jeg: Vi har det da meget godt, hvorfor nu det? Men i virkeligheden er vi nok bange for, at der er nogle lig i lasten.«

Selv måtte Jørgen Keinicke erkende sin angst for, at hans kone ville forlade ham. En angst, han tror, mange mænd har - mere eller mindre udtalt. Og en angst, han ikke havde turdet tale med Sybille om.

»Da vi startede i terapien, havde vi aldrig talt om det, det var for stort og alvorligt at snakke om. Men i terapien får man jo netop skabt nogle trygge rammer, og så fik jeg sagt det til hende. Det var meget forløsende,« siger Jørgen, som ikke længere går og er bange for at blive forladt af sin kone.

ET ANDET PROBLEM, som de fik hul på, var Sybilles store frustration over, at Jørgen ikke var der, lige præcis når hun havde mest brug for ham.

»Hun syntes, jeg var en kærlig person til til daglig, og hun forstod ikke, at jeg mistede min omsorg for hende, når hun havde mest behov for mig. Når hun blev syg eller på anden måde havde virkelig brug for min hjælp, så trak jeg mig tilbage, sagde hun. Og det var rigtigt - men jeg kunne ikke andet,« fortæller Jørgen Keinicke.

Under terapien fandt de nemlig frem til, at Jørgen blev mindet om sin opvækst med en depressiv og omsorgskrævende far, når hans kone havde brug for ham. Sybilles krav blev ubevidst opfattet på samme måde, som da han som dreng skulle tage sig af sin far, der ikke kunne komme sig over sin kones død.

»Min mor døde, da jeg blev født, og det betød, at det var mig, der måtte passe på min far og give ham livsmod. Han var meget sortseende, og den manglende optimisme gjorde det op ad bakke for mig. Derfor trak jeg mig fra ham og undgik kontakten med ham. Gennem terapien fandt vi ud af, at jeg brugte det samme mønster, når Sybille f.eks. blev syg, og det var jo stik imod det, hun havde brug for. Men ubevidst var jeg jo bange for, at nu kom jeg også til at hænge på hende,« forklarer Jørgen Keinicke.

»I dag kan jeg bedre sige til mig selv, at Sybille har brug for omsorg, og det får hun så. Og omvendt kan hun bedre forstå og respektere, når jeg nogle gange trækker mig. Det gør konflikterne mindre,« forklarer Jørgen Keinicke.

Det gjaldt dog ikke i starten af terapiforløbet, hvor parret faktisk begyndte at skændes væsentligt mere end før.

»Det skyldtes, at vi fik en tryghed, som gjorde, at vi turde tage de konflikter, der kom. Så det blev faktisk værre, før det blev bedre, og det skal man nok være forberedt på, så man ikke løber skrigende bort midt i forløbet.«

I Imago-terapi lærer man netop at se konflikter som en mulighed for udvikling i stedet for noget frygteligt og truende, som helst skal undgås.

»Det er efterhånden blevet en måde at leve på for os. Man lærer at dyrke forholdet og hinanden og lærer at bruge konflikterne til at få snakket sammen. Vi udvikler os jo hele tiden hver især, og det betyder, at der hele tiden sker nye ting og opstår nye situationer, som vi kan tage fat på. Det holder os til ilden og til hinanden,« forklarer Jørgen Keinicke.

Han har selv videreudviklet Imago-metoden til en variant, han kan bruge i sit arbejde med virksomheder og organisationsudvikling.

»Dybest set er vi i et parforhold for at få den kærlighed, vi ønsker. Det kan man godt overføre til jobbet, hvor vi også er for at få den anerkendelse, vi ønsker,« siger han.

Jette Sinkjær Simon: Imago - kærlighedens terapi.
224 sider + DVD. 348 kr. Dansk Psykologisk Forlag 2005.

 

 

    Stabelhøjen 4 · 8400 Ebeltoft · tlf. 87 52 70 50
 
 
Print denne side Sitemap Gå til forsiden Login